Aarhus Universitets segl

Om Center for Museologi

Ordet museologi betyder videnskaben om museerne og forskningen i museale processer som fx indsamling, registrering bevaring og formidling. Center for Museologi består af forskere fra Aarhus Universitet og andre institutioner. Fælles er at vi på vidt forskellig vis beskæftiger os med, hvordan samfundet aktuelt og historisk udvælger, institutionaliserer og formidler de værdier, man ønsker at bevare som fælles kultur-, kunst- og naturarv.

Museologi er et tværfagligt forskningsfelt

Flere af programmets forskere har afsæt i en kunsthistorisk vinkel på museologi, men der er også medlemmer fra Klassisk arkæologi, Dramaturgi, Erhvervskommunikation, CAVI, sprogfag m.v.

Vi samarbejder desuden med andre museumsfag ved Aarhus Universitet om bl.a. forskningsseminarer, ligesom vi byder andre fagligheder med interesse for museologiens historik, metodik og genstandsfelt velkomne.

Der er i programmet en fælles forskningsmæssig interesse for museet som samfundsmæssig organisation og dens kommunikation med omverdenen i et historisk og aktuelt perspektiv.

Hvad laver vi?

Fælles for en del af de tilknyttede forskere er interessen for og erfaringer med at samarbejde med eksterne partnere og udvikle modeller for forskningsprojekter mellem universitet, museer, uddannelsestilbud (bl.a. grundskole og gymnasiet) og andre kulturinstitutioner.

Center for Museologi har til formål at initiere nye forskningsprojekter, seminarer, studiekredse, konferencer, studieture og publikationer med relation til det museologiske forskningsfelt ved Aarhus Universitet. Vi vil i den forbindelse have særligt fokus på at afsøge og modne finansieringsmuligheder for den museologiske forskning.

Center for Museologis deltagere beskæftiger sig bl.a. med disse temaer:

  • Institutionelle forandringer og dannelsen af nye organisationstyper i det museologiske felt i et europæisk perspektiv
  • Dynamikker mellem materielle og immaterielle kunst-, natur- og- kulturformer og deres samlings- og musealiseringsprocesser
  • Forholdet mellem brugerdeltagelse og nye museale ressourceøkonomier
  • Digitaliseringens betydning for museologiske kommunikationsformer og museale bevaringsmetoder

Vi samarbejder

Center for Museologi samarbejder med en lang række af universiteter, kulturinstitutioner og museer. Læs mere under Netværk og Uddannelse.