Aarhus Universitets segl

Masteruddannelsen i Museologi

Vil du være med til at præge museumsinstitutionen i Norden? Hvilken rolle skal de nordiske kulturarvsinstituioner spille i det globaliserede samfund? Hvordan agerer du over for nye politiske tiltag eller krav fra tilskudsgiveren til indholdet af en udstilling for at støtte et projekt? Hvordan holder du fast i den faglige integritet og lever op til krav om oplevelsesorienteret formidling?

Museumsarbejde handler om meget mere end fx de fem opgavesøjler, som den danske museumslov rummer. Frem for alt kræver det i dag en aktiv tilstedeværelse i det omgivende samfund, hvor museets besøgende spiller en afgørende rolle for institutionens image, vækst og udviklingsmuligheder.Det vi tilbyder på masteruddannelsen er en styrkelse af deltagernes kompetencer, så de bliver i stand til at navigere i et meget mere foranderlig samfund med konstant forandrede krav, til at forankre og forandre den institution, de arbejder på, til at udvikle nye koncepter for museumsinstitutionen, både fagligt, formidlingsmæssigt og administrativt.

Uddannelsens kerneområder er den teoretiske og metodiske museologi. Ved at tage udgangspunkt i deltagerens aktuelle museale arbejdsfordringer kan der ske en kombination af den praktiske, teoretiske og metodiske anvendelse af museologien, hvorved både deltagerne og deres institutioner umiddelbart kan profitere af uddannelsen.

I foråret 2004 har vi afholdt modul 1. Her har vi fokuseret på tendenser i den internationale museologi og deres betydning for museumsinstitutionerne og museernes værdier, missioner og rolle i samfundet. Nye tendenser som immateriel kulturarv, social inklusion, politisk styring af museumsarbejdet har været på programmet.

Efterårets modul omhandler museal virksomhedslære. De fire seminarer vil indeholde emner som ledelsesteorier, forholdet mellem profit og non-profitinstitutioner, strategisk planlægning, oplevelsesøkonomi på museerne, markedsføring for museer, branding, publikumsundersøgelser og målgruppestyring. Seminarerne består af en blanding af oplæg ved eksperter inden for det givne emne, workshops, projekt- og gruppearbejde og diskussioner.

  • Seminar 1: Museal organisation og virksomhedskultur, 2.-3.9. 2005
  • Seminar 2: Museal ledelse og tackling af forandring, 31.9.-1.10. 2005
  • Seminar 3: Museal markedsføring og strategisk planlægning 4.-5.11. 2005
  • Seminar 4: Intern og ekstern virksomhedskommunikation, 2.-3.12. 2005

Masteren i Museologi udvikles i samarbejde med Handelshøjskolen i Århus, Roskilde Universitetscenter, Jysk Pædagog-Seminarium og Århus Dag- og Aftenseminarium. Modul 2 er primært udviklet med Handelshøjskolen i Århus. 

Kontaktperson: Masterkoordinator, lektor ph.d. Vinnie Nørskov, museumsinspektør på Antikmuseet
Tlf. +45 8942 2061, mail: klavn@hum.au.dk